Hjerterummet i Aalborg drives af Blå Kors og er et værested for mennesker med psykiske, sociale, alkohol- eller sundhedsmæssige problemer.
Værestedet er et alkoholfrit sted med mulighed for at tale med andre, få en kop kaffe eller mad og få rådgivning og hjælp til mange af dagligdagens små og store udfordringer.
Hjerterummet tager imod dig med alt, hvad du rummer af fortid og aktuelle problemer. Vi vil gerne hjælpe dig videre til et liv, som er bedre end det, du har nu. Men du er også velkommen, hvis du bare har brug for at komme et sted med mad og mennesker.
Ud over gratis mad og kaffe og et åbent øre tilbyder vi også:
- Samvær, omsorg og støtte
- Samtaler, som motiverer til forandring
- Ved misbrug: kontakt til sagsbehandler, læge, politi og andre
- Hjælp til at skabe netværk
- Spil og hygge
Hjerterummet åbner kl 17.00 i hverdagen, og så spiser vi sammen ca. 18.00. Derefter hygger vi med spil og snak. Der er også mulighed for at bruge stedets computer.
Vi er der for dig
Hjerterummet drives af Blå Kors Danmark med støtte fra Aalborg Kommune. På værestedet arbejder både faguddannet personale og en række frivillige. Det er altid muligt at få en fortrolig samtale med en medarbejder eller en frivillig.
Samtaler
Vi i Hjerterummet snakker gerne med dig om alt fra himmel til jord, også problemer og tunge ting. Hvis du har lyst til at tage skridt på vejen til et bedre liv, hjælper de frivillige dig gerne videre.
Mentor
Er du misbruger af alkohol eller stoffer, er der mulighed for at få tilknyttet en mentor, der hjælper og motiverer dig på vejen mod et liv uden misbrug. Henvend til lederen af Hjerterummet eller de frivillige.
Når sulten trænger sig på
I Hjerterummet er der hver aften mulighed for at få en bid mad og en kop kaffe.
Vi får meget af vores mad som donation fra bl.a. Nordjysk Fødevareoverskud, Salling og 7-eleven. Al maden i Hjerterummet gratis.
I hverdagene serveres der som regel hjemmesmurt smørrebrød. Spisningen begynder omkring kl. 18. Nogle gange modtager vi, og tilbereder lokale maddonationer, andre gange får vi sandwiches.
To dage om ugen, onsdag og søndag serveres der lækker veltilberedt varm mad.

Bliv frivillig
Cirka 40 frivillige med forskellige baggrunde er tilknyttet Hjerterummet. De sørger for, at stedet kan køre rundt og er et rart sted at være for alle.

Værdier og menneskesyn
Hjerterummet arbejder ud fra et kristent menneskesyn. Vi møder alle mennesker med respekt og ligeværd. Og vi tror på, at der altid er håb for forandring for alle.

Kontakt os
Den Sociale Café Hjerterummet
Jyllandsgade 24
9000 Aalborg
Tlf.: 30 89 33 47
Tine Hedemann Tjell, leder
Tlf.: 61 24 14 50
Åbningstider
Hjerterummet holder åbent mandag til torsdag 17.00-21.00 samt fredag og søndag fra 16.00 til 20.00.
