Niklas er en af de yngre, hjemløse mænd, der fylder mere i statistikken. Han drømmer om et hjem, et arbejde og om at være en god rollemodel for sine børn.
For et par måneder siden ringede Niklas på døren til Blå Kors Pensionat i Taastrup. Det var et gensyn med den vandskurede villa, som nu igen for en tid skulle være hans hjem.
“Det er godt, at der findes et sted som det her, så man ikke ender på gaden,” fortæller han, da vi møder ham i pensionatets dagligstue.
Niklas er 33 år gammel og er en af de 1.479 hjemløse i Danmark, der er mellem 30 og 39 år. Det er en gruppe som ifølge en ny hjemløsetælling vokser, og hvor mændene udgør hele 80 procent.
Det er det, der motiverer mig til at få et job. Jeg vil kunne sige til mine børn, at far har et arbejde.
Det er anden gang, at Niklas står uden tag over hovedet og er blevet indskrevet på Blå Kors Pensionat i Taastrup. Han blev for nyligt skilt fra sin ekskone og fik på kort tid vendt op og ned på hele sin tilværelse.
”Jeg vil gerne have et sted, jeg kan bo med mine børn, og et job, jeg er glad for. At, det hele bare kører, så jeg ikke skal gå i seng og tænke på, hvad jeg skal lave i morgen, og om jeg nogensinde får et job,” siger Niklas, som har to børn på syv og ni år:
”Jeg synes, det er pinligt, at jeg ikke er en særlig fed rollemodel for mine børn. Det vil man jo gerne være. Det er det, der motiverer mig til at få et job. Jeg vil kunne sige til mine børn, at far har et arbejde.”
Bagage fra barndommen
I modsætning til andre af pensionatets beboere har Niklas ikke et misbrug, der skal styr på, men han kæmper derimod med psykiske udfordringer. Han har diagnosen skizotypisk sindslidelse og er i udredning for PTSD grundet traumer i sin barndom.
”Da jeg var syv år, blev min mor og far skilt, og så begyndte min mor at drikke rigtig, rigtig meget. Min storebror boede med min far, og jeg boede med min mor, så jeg skulle passe på hende. Allerede i en tidlig alder blev jeg voksen. Det var måske lige tidligt nok,” siger han.
Niklas fortæller, at han altid har været god til at passe på andre omkring sig, sin familie, og helt har glemt sig selv. Han takker sin far for, at han for år tilbage fik skubbet ham i retning af psykiatrisk skadestue og efterfølgende samtaler med en psykolog.
At tankemylderet, vreden og udfordringerne i sociale sammenhænge har en årsag i form af en diagnose, er både et nederlag og en befrielse.
”Det er et nederlag, fordi så tænker man, at man ikke er som alle andre. At jeg ikke kan klare mig selv og ikke er normal. På den anden side er det også en befrielse, fordi så ved jeg, at det ikke bare er mig, der er mærkelig. Der er noget galt. Og nu er jeg så i behandling for det,” siger Niklas, som er begyndt på medicin og mærker, hvordan han blandt andet nu har overskud til at deltage i de daglige fællesspisninger og spilaftener på pensionatet.
Flere slår sig på livet
Mens Niklas bor på pensionatet, får han hjælp til at samle trådene igen. Han får hjælp til jobsøgning, boligjagt, tandlægebesøg, digital post, og hvad der ellers er brug for at blive taget hånd om.
”Personalet er der, hvis man har spørgsmål eller brug for at snakke, hvis man føler sig lidt alene. De hjælper altid og spørger, om man har sovet godt. Det er de der helt basale ting. Jeg ved godt, det kan lyde åndssvagt, men det er næsten som en ekstra mor eller far. Det giver en tryghed”, siger Niklas.
At livskriser kan sende mennesker ud på dybt vand, oplever de hver dag på pensionatet i Taastrup. Ifølge forstander Ole Hjuler forsøger personalet gennem en målrettet og individuel indsats at hjælpe beboerne med at tage de første skridt mod forandring.
”Vi kan ikke give folk en ny barndom, men vi kan prøve at give dem styrke, anerkendelse og nogle redskaber, der kan hjælpe dem videre i deres liv,” siger han og forklarer, hvorfor han tror, at der bliver flere yngre hjemløse som Niklas:
”Der sker noget i 30-års alderen. Man bliver nødt til at kigge på sit liv på en anden måde. Man kan ikke bare sjusse sig igennem. Nogen har været ude og prøve at leve et liv, men pludselig begynder det at krakelere. Mange har ikke fået ressourcer med i rygsækken til at gøre andet, end det de selv har oplevet derhjemme, og så bliver det svært.”
Hjemløse i Danmark
Mod til at håbe og drømme
Det er de færreste, der drømmer om at blive hjemløs. Og når først man er havnet der, kan alt med drømme og at forholde sig til “i morgen” være svært. Niklas er nu kommet så langt, at han er begyndt at glæde sig til den dag, han får sin egen lejlighed og igen kan have sine børn hjemme ved sig selv.
Det kræver, at han finder et job, så han kan få styr på sin økonomi. Gennem tiden har han arbejdet i butik, været pædagogmedhjælper, arbejdet i et legeland og kørt Hjem Is-bil. For nyligt har han søgt job i et legeland, som han rigtig gerne vil have.
”Jeg kan rigtig godt lide at arbejde med servicefag og noget med børn. Jeg synes, at børn er det bedste i verden, så jeg håber jeg på at få jobbet. Mit drømmejob er noget med børn. Jeg vil gerne hjælpe børn, der kommer fra hjem, hvor forældrene drikker meget, fordi jeg også selv har oplevet det i min barndom,” siger han og kan mærke, at de to måneder på pensionatet har gjort noget ved ham:
”Jeg er begyndt at tænke, at der snart er lys for enden af en meget lang tunnel. Børnene bliver ældre og ældre, og de skal jo ikke have en far, der er ked af det hele tiden, så jeg er begyndt at se positivt på det. Jeg håber ikke, jeg kommer igen (på pensionatet, red.)”.
