Julen står for døren, og for mange er det en tid, vi ser frem til, og hvor familien samles om traditioner og hyggelige øjeblikke. Men ikke alle går juletiden i møde med samme glæde og forventning. For børn, der vokser op i hjem med alkohol- og stofmisbrug, kan julen være forbundet med bekymringer og uro. 

Mens de fleste børn glæder sig til at åbne julekalender, spise pebernødder og lave julepynt, går nogle børn julen i møde med bekymringer som: ”Bliver far fuld igen i år?” ”Har mor husket at købe en julegave til mig?” ”Kommer de til at skændes i år?” ”Kan de lide den julegave, jeg har lavet til dem?” 

Det fortæller Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland, som er et støtte- og behandlingssted for børn og familier fra hjem med misbrug. 

Højtider er forbundet med bekymringer 

For familierne, der kommer i Barnets Blå Hus, er højtider ofte forbundet med bekymringer. 

”Julen er en svær tid ligesom sommerferien. Det er en periode, hvor vi skal være sammen som familie. Og for de her familier er det faktisk bedst med rammer og den daglige struktur. I julen skal familierne være sammen i mange dage om noget, de ikke er så øvede i, og som nogle gange går galt,” siger han.  

I Barnets Blå Hus går børnene i gruppeterapi, og det strækker sig typisk over et halvt år. Op til jul bruger husets terapeuter gruppeterapien til at tale med børnene om deres bekymringer, så de finder ud af, at de ikke er alene.  

”Det har kæmpe betydning, når de nærmer sig de her højtider, at de sidder i grupper og finder ud af, at de ikke er alene. Så er jeg ikke så mærkelig. Så er det ikke bare mig. Der er faktisk andre, der har det, ligesom jeg har det,” fortæller Ole Smed om børnenes tanker og fortsætter: 

”Nogle børn hjælper vi med at håndtere det, de bekymrer sig om. Det kan være helt konkret som ’Hvordan skal jeg aflevere min julegave til min far, som ikke bor hjemme?’ Vi går ind i det, vi kan foregribe og planlægge sammen med børnene.” 

støt julehjælp

Julen koster mange penge 

Også forældrene, der kommer i Barnets Blå Hus, kan have brug for støtte, når juletiden nærmer sig. Ligesom børnene oplever de julen som en tid fyldt med kontraster. På den ene side er der en forventning om, at vi skal hygge, men mange bekymrer sig om, hvordan de som familie skal komme igennem julen. 

”Hvordan kan vi holde til at være sammen? Det er mange dage, og i år er det arbejdstagerens jul. Det bliver lang tid som familie at skulle være sammen, og det vækker bekymringer i forhold til, hvordan vi slår til. Nogle vil være bekymrede for, om der er mad nok, kan vi klare os, har vi råd? Skal vi låne penge igen for at kunne holde jul? Både børn og forældre bekymrer sig,” fortæller Ole Smed.  

Ligesom de i Barnets Blå Hus prøver at forudse situationer sammen med børnene, taler de også med forældrene for at lette presset om, at alt skal være perfekt i julen. 

"Vi hjælper forældrene med at minimere, så de ikke lægger for meget belastning over på dem selv. Man kan måske reducere lidt i måden, man laver maden på eller købe lidt udefra, der er færdigt. Der er mange bekymringer, man kan løfte af," siger Ole Smed.

Ole Smed barnets blå hus

Det dér med at alting skal være perfekt. Det er der ikke noget, der er - heller ikke i julen.

Ole Smed, leder af Barnets Blå Hus Vesthimmerland

Glæder sig til at komme tilbage efter jul

Barnets Blå Hus holder lukket i juleferien. Derfor er der stor gensynsglæde, når børnene møder ind igen i det nye år. 

”Der er en stor længsel efter at komme tilbage og være ’på sikker grund’. Der vil typisk være nogle fortællinger, børnene har brug for at dele. Det er ikke sikkert, at de kommer den første gang, vi mødes. For nu har de været ude af rammen og skal lige tilbage igen. Men så kommer fortællingerne, og det er vigtigt, at vi får talt om, hvordan juleferien gik,” slutter Ole Smed. 

Ud over Vesthimmerland driver Blå Kors Danmark Barnets Blå Hus i Aalborg, Frederikshavn med en satellit-afdeling i Skagen, Vejle, Svendborg, Slagelse og på Bornholm. 

Sidste år fik 334 børn hjælp i Barnets Blå Hus.

barnets blå hus julemærker