I begyndelsen var hun skeptisk, men i dag vil Emma ikke undvære Blå Kors’ ferielejre og Stjernestunder. Her har hun fundet sig selv og fået nye oplevelser og venskaber.
Emma hører om Blå Kors første gang, da hun er på vej hen for at se sin kommende efterskole. I bilen på vej dertil nævner hendes sagsbehandler, at der findes sommerlejre for børn og unge, hvor man kan få et pusterum fra en svær hverdag og gode oplevelser.
”Til at begynde med tænkte jeg, at det skulle jeg ikke. Mest af alt, fordi det virkede skræmmende. En ting er at skulle på endagstur, men en anden ting er at skulle være af sted i fem dage med en masse fremmede mennesker, og så skulle bo med dem,” fortæller Emma.
”Jeg var meganervøs første gang. Men jeg er så glad for, at jeg gjorde det,” fortsætter hun.
Det er nu seks år siden, og Emma har været på sommer- og julelejr hvert år lige siden, og da der blev oprettet en Stjernestunder-gruppe i København, var hun hurtig til at hoppe med der også.
”Stjernestunder er for mig et sted, hvor jeg kan få lov til at se folk mellem lejrene, og det er superfedt – og vi kommer ud og får nogle megafede oplevelser,” siger Emma, der i dag er 20 år.

Særlige oplevelser
Med Stjernestunder er Emma og de andre deltagere på endagsture tre gange i foråret og tre gange i efteråret.
”De frivillige er gode til at finde på aktiviteter, som jeg måske ikke lige selv kendte til på forhånd eller har mulighed for. Man får virkelig oplevet nogle forskellige ting,” siger Emma og tilføjer, at hun ofte tager sin lillebror med til Stjernestunder, som er lige så begejstret for det, som hun selv er.
En af de oplevelser, der skiller sig særligt ud for Emma, er en tur i Zoologisk Have København.
”Vi står og kigger på løverne, og pludselig er der en af hunløverne, der sætter sig lidt mærkeligt ovenpå en anden hunløve, og så kommer der bare en unge ud. Dyrepasserne vidste ikke, at den var drægtig, og så føder den bare lige der, hvor vi står. Flere af os nåede at filme det. Det var en sindssyg oplevelse,” fortæller Emma.
”Det kan Blå Kors jo ikke styre, men jeg tror bare, det er en Blå Kors-ting. Der sker vilde ting nogle gange. Ren magi. Det er så fedt,” fortsætter hun.
Der er bare en god stemning, og alle taler med hinanden.
Plads til alle
På ferielejre og i Stjernestunder oplever Emma, at hun kan være sig selv, og der er ingen, der dømmer hinanden.
”Der er bare en god stemning, og alle taler med hinanden. Det er lige meget, hvordan du ser ud, og hvordan du taler, så kan du bare være der. Man kan virkelig mærke, at folk er interesseret i dig og dine interesser,” siger Emma.
Det er i høj grad de frivillige, der sørger for, at alle føler sig velkommen ifølge Emma, og de er med til at sætte en god stemning, der smitter af på deltagerne.
”De frivillige er fantastiske. Det er de bare. Man kan virkelig mærke, at de vil det. Og så er de jo sjove. Hold fast, hvor har vi grinet meget på lejre og i Stjernestunder,” lyder det fra Emma.

Føler sig set
Der er især to frivillige, som Emma har knyttet et særligt bånd til, og på sin allerførste ferielejr følte hun sig set på en måde, hun aldrig havde prøvet før.
”Sigrid (frivillig, red.) kom hen til mig efter et foredrag og spurgte, om jeg var okay, og om jeg ville med ud at snakke. Det var ikke, fordi jeg græd eller på anden måde reagerede til foredraget. Men hun så mig og tog hånd om mig. Det var jeg ikke vant til,” lyder det fra Emma.
”Det var på min første lejr, og hun gennemskuer mig bare. En ting var samtalen, men det at blive set og mødt i det. Hun lagde mærke til mig. Det var ret vildt,” fortsætter hun og tilføjer, at det var et særligt øjeblik, som er medvirkende til, at hun er et meget bedre sted i dag.
Tilbage på efterskolen fik Emma en god roomie, som havde en slange, hun ikke længere kunne tage sig af. En af Emmas store interesser er krybdyr, og hun tog uden tøven slangen Scar til sig.
”Jeg har flyttet meget efter efterskolen, men Scar har altid været med mig. Det kan godt være, han bare er en slange, men jeg holder af ham, og jeg synes, det er vildt afslappende at have ham rundt om halsen,” siger Emma og fortsætter:
”Han har bare altid været der, og det har Blå Kors jo også.”
April 2025
Ferielejre for børn og unge
