Kampen mod løgnen
Alex' mor har drukket, næsten lige så længe han kan huske. Han ville have hende til at indrømme sit misbrug. Det gjorde hun aldrig.
Alex har altid forestillet sig, at han skulle have børn. I dag er han 26 år, og nu er han ikke længere helt sikker.
”Jeg er bange for, om det bliver for stor en mundfuld for mig. Jeg tror måske, jeg kommer til at stille for høje krav til mine børn.”
Alex har nemlig altid stillet høje krav til sig selv. Det har været vigtigt for ham at være det, han kalder et ordentligt menneske: At være god til sit arbejde, at opføre sig ordentligt og være ærlig overfor venner og familie – og som far at være den ens børn kan se op til.
”Det handler måske også om, at jeg har haft svært ved at se op til mig selv – og nogle gange stadig kan have det.”
Han har knoklet for at føle sig god nok. Da han var barn, var det tit, det ikke lykkedes.
”Når min mor var fuld, var der altid noget i vejen. På dårlige dage var hun direkte ond. Hvis hun ikke bare sov, brokkede hun sig over, at jeg ikke havde taget opvasken eller noget andet. Og hvis jeg havde, var det ikke gjort ordentligt.”
Opvæksten på Frederiksberg var meget præget af moderens alkoholmisbrug. Alex’ biologiske far forlod familien, da drengen var meget lille. Da Alex var fem år, flyttede han og hans mor sammen med den mand, Alex lige siden har betragtet som sin far. Når moren var ædru, var hun, alt det en mor skal være.
”Min mors druk blev værre og værre. Når hun var fuld, forklarede hun sin mærkelige opførsel med noget andet som for eksempel menstruationssmerter. Dem havde hun meget tit. Det tog til, og da jeg var omkring 15 år, var hun stiv flere gange om ugen.”
Faren var Alex’ faste holdepunkt. Han havde ikke noget misbrug, men han arbejdede meget, og Alex var ofte alene hjemme sammen med moren. Kampen mod hendes løgne var en stor del af Alex’ liv som teenager.
”Jeg ville ikke have, at hun drak. Og jeg ville ikke have, at hun løj. Jeg brugte oceaner af tid på at lede efter flasker i skabe og skuffer. Jeg ville finde beviser og have hende til at indrømme, at hun havde et alkoholproblem. Jeg håbede, at hun ville gå på afvænning, hvis hun indrømmede sin alkoholisme.”
Selvom beviserne bogstavelig talt væltede ud af skabene, fik det hverken moren til at indrømme sit misbrug eller drikke mindre. Tværtimod blev det værre som årene gik.
”Somme tider drak hun fra tidligt om morgenen, og hun sad og sov i trappeopgangen, når jeg skulle i skole. Mange gange havde hun pisset udover sig selv.”
Moren prøvede et par gange at gå på afvænning, men det lykkedes aldrig. Imens prøvede Alex at passe på sig selv.
”Jeg prøvede at være ligeglad. Jeg gad ikke snakke med hende og var bare på mit værelse. Nogle gange smed jeg hende fysisk ud af lejligheden. Jeg lod som om, jeg var ligeglad, da hun sagde, at hun lige så godt kunne kaste sig ud fra 4. sal, hvis jeg skulle skælde hende ud hele tiden.”
Han fik aldrig sin mor til at indrømme sit alkoholproblem. Og han kommer heller ikke til det. Da Alex var 17 år, fik moren en alvorlig hjerneskade og kan ikke længere kommunikere med sine omgivelser. Det skete en dag, hun var fuld. Hun faldt og hamrede hovedet ind i væggen. Siden har hun boet på et omsorgshjem.
”Det kan lyde hårdt. Men det var en lettelse. Fra den dag blev mit liv meget nemmere.”
Alex ved ikke, om han nogensinde vil være i stand til at tilgive sin mor for den opvækst, hun har givet ham.
”Men min opvækst har også været med til at gøre mig til den person, jeg er i dag – og ham er jeg efterhånden ganske godt tilfreds med.”
Som voksen har Alex kæmpet for at føle sig god nok. Han har været åben og ærlig overfor venner og kolleger om, at hans mor var alkoholiker. Det har hjulpet, men han kan stadig blive usikker. Da han lige var startet i sit nuværende job som sælger, var han rædselsslagen for, om han kunne leve op til forventningerne.
”Jeg rystede næsten, hvis jeg skulle mødes med min chef. Det gør jeg ikke mere.”
I dag føler Alex sig langt mere sikker og er glad for både arbejde og fritid og nyder foreløbig den frihed, et liv uden børn giver.
”Men jeg håber, jeg overvinder min lille frygt for at stifte familie.”